At være eller ikke være OK

Mange mennesker døjer med fornemmelsen af, at de ikke føler sig okay, ikke er gode nok, er forkerte på en eller anden ofte ubestemmelig måde. Og ofte er denne fornemmelse af forkerthed ikke begrundet i konkrete anklager mod en selv, men klæber til en som et usynligt lag, som man har lært at leve med og måske kompensere for i det daglige.

Sådanne følelser af skam eller forkerthed er knyttet til selve ens eksistens, selve den man er, frem for det man gør – til forskel fra skyld, som hænger sammen med at man har gjort noget, som man selv eller andre opfatter som forkert. Skyldfølelser kan man tit reparere på ved at gøre det godt igen, som det hedder: Hvis jeg kommer til at slå din vase i stykker, kan jeg købe dig en ny og måske give dig en buket blomster oveni. Eller måske jeg ikke er enig i, at det var min skyld, og så kan vi diskutere skyldsspørgsmålet. Men hvis man føler sig forkert eller skamfuld, er den naturlige impuls i stedet at trække sig tilbage og skjule sig. Den schweizisk-amerikanske psykiater Leon Wurmser har beskrevet skamfølelser sådan her:

Skam er en specifik form for angst, der udløses ved en virkelig eller indbildt fare for at blive udstillet, misbrugt, ydmyget – eller fordømt og afvist. Og bag skamfølelsen ligger der ofte en overvældende stor følelse af hjælpeløshed, der i barndommens land reelt var angstfyldt – ja rædselsvækkende – at opleve helt alene.

Kvinde der skuler ansigtet i hænderneNu er skamfølelser i sig selv ikke noget, som man kan undgå. Som det bebrejdende udtryk “han ejer ikke skam i livet!” illustrerer, er det heller ikke godt at være skamløs. Skamfølelsen er en hensigtsmæssig instinktiv sensor for menneskelighed og takt, som den danske psykolog Lars J. Sørensen formulerer det. Det er sådanne følelser, der er med til få os op af stolen hvis vi er vidne til taktløs eller ligefrem umenneskelig behandling – som for eksempel hvis en af de andre gæster i selskabet åbenlyst kritiserer hvordan værtsparret har indrettet deres hus.

Dér hvor skamfølelsen bliver skadelig og i yderste konsekvens invaliderende, er når den bliver en del af ens selvforståelse, som oftest i en forklædning som at man ikke synes man er god nok eller lignende. Det er når den tager permanent ophold i ens tanker om sig selv, i nervesystemet og også i kroppen, hvor den kan manifestere sig på mange måder.

Selvdestruktivitet og selvskade er hyppige følgevirkninger. De kan ses som ens forsøg på at rense sig, at sone det udefinerlige forkerte, men eftersom skammen reelt hænger sammen med væren og ikke med gøren, bliver det aldrig nok. Tværtimod kan selvskadelige handlinger gøre det værre, gennem de nye skyldfølelser de kan medføre over det man gør mod sig selv.

Denne grundlæggende skam opstår, hvis man som barn ikke bliver mødt og set rigtigt også følelsesmæssigt, men i stedet måske bliver overset af dem man allerhelst vil ses af, hvis man føler sig ikke-respekteret og taget hensyn til, eller behandlet med overbærenhed eller ligefrem latterliggørelse. Kort sagt hvis ens nærmeste – specielt moderen – ikke er på bølgelængde med én, som det hedder med et rammende udtryk.

Skammen er en følsom plante, som helst vil blive i skyggen og som ikke godt tåler direkte konfrontation. At prøve at overbevise personen at han eller hun ikke har noget at skamme sig over vil i bedste fald være virkningsløst – for som alle andre følelser har også denne behov for at blive set, mærket og anerkendt som det den er, for at man kan komme videre med den. Skammen kan ikke manipuleres væk, men kan opløses og forvandles ved at blive mødt, ved at hele personen bliver set med kærlige øjne.

Skam opstår i ensomhed, men skal behandles sammen med andre.

Jannik Rasmussen

Anbefalet litteratur om emnet:
Lars J. Sørensen: Skam – medfødt og tillært. Hans Reitzels forlag 2013.

Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmailFacebooktwittergoogle_pluslinkedinmail