stockvault-pressing-keys-on-a-keyboard141706Brevkasse

Stil et spørgsmål til brevkassen her.

I det følgende kan du læse tidligere spørgsmål og svarene på dem:

Eks’en er daglig gæst

Jeg har det problem at min dejlige hustrus eksmand stort set dagligt er kommet i vores hjem lige siden han blev smidt ud af sin bolig af fogeden for 2½ år siden. Når jeg kommer hjem fra job hver dag, så sidder han i mit køkken og drikker te eller på et af værelserne og spiller computer.

I staren troede jeg at det godt var noget jeg kunne rumme, men jeg må erkende at det med tiden har slået mig en del i stykker. Jeg synes at det ødelægger den intimitet og nærhed vi forsøger at bevare i vores forhold at han sidder på skødet af os hver dag og får mig til at føle mig meget overflødig som menneske.

Min hustru og eksmandens børn er i dag er 14 og 18 år gamle, og hun mener at det er i børnenes tarv, da hun har fået af vide at de ikke kan besøge deres far som bor hos sin mor, da hun ikke ønsker at have dem på besøg der. Det lyder dog meget usandsynligt for mig at deres egen farmor ikke ønsker at se dem, men mere noget som han siger for at have undskyldning for at komme i vores hjem dagligt, fordi det er dejligt let, da det er 500 m fra hans arbejdsplads.

På hverdage er han i vores hjem 2–3 timer og i weekenden er han der det meste af dagen. Min hustru siger at hun er meget bange for at gøre børnene kede af det igen, fordi hun mener de har været udsat for nok problemer. Jeg synes det er en utrolig fastlåst situation. Jeg føler meget at vi er blevet taget til gidsel i at han ikke er kommet videre med sit liv (sådan virker det i hvert fald). Hvordan skal vi komme videre herfra? Hvad er løsningen? Er det mig der ikke er fleksibel og rummelig nok? Jeg er bange for at det ødelægger vores ægteskab, men er også klar over at jeg nok ikke kan blive ved med at lave sådan meget længere.

Svar:

Hej,

Ud fra det du skriver kan jeg høre at du er ret godt klar over, hvor du selv står i denne sag – at du ikke kan, eller i hvert fald er villig til, at leve sådan ret meget længere, som du skriver. Og meget menneskeligt har du så dine tvivl (“Er det mig der ikke er fleksibel og rummelig nok?”).

Det problem, jeg kan hjælpe dig med, er nok ikke hvad der er rimeligt eller uacceptabelt – min mening om det er begrænset nyttig for dig. Hvad der her optager mig, er at du på den ene side godt ved hvad du mener, og at du på den anden side ikke rigtig kommer nogen vegne med det. Din kone mener at det er i børnenes tarv, som det hedder, men hvad med jeres tarv, din og din kones?

Nu kender jeg jo ikke dig og slet ikke din kone, men jeg får en forestilling om at du kommer og fortæller at du ikke bryder dig om det, og at hun så på en eller anden måde får overtrumfet dig gennem argumentet med børnene. Frygter du konsekvenserne hvis du står mere fast på, hvor din grænse går?
Hvis du ikke allerede har gjort det, er det vigtigt at du fra hjertet fortæller din kone hvad det gør ved dig – at du kommer til at føle dig overflødig som menneske, endda meget overflødig, uden i samme åndedrag at skulle tale i løsninger. At du har det sådan, gør forhåbentlig et eller andet indtryk på hende.

Når/hvis du fortæller hende hvordan du har det med situationen, føler du dig så i det mindste hørt? Og fortæller din kone så hvordan hun oplever det? Ud over at tale på børnenes vegne, taler hun så også på egne? Jeg savner at høre hvad hun selv, som kvinde og som din kone, synes om situationen.

At du føler dig overflødig, fratager dig ikke muligheden for at tale frit. Jeg tror, du har behov for at sige frem, mere tydeligt end du plejer, og måske mere tydeligt end du er klar over. Vejen ud af fastlåstheden går i hvert fald gennem kontakt.

Hvis børnene på 14 og 18 har behov for det hyppige samvær med deres far, kunne det måske også foregå i andre rammer end hjemme hos jer. Og/eller I kunne tale med deres farmor direkte.

Jeg håber, dette kan være til inspiration!

Venlig hilsen Jannik
4/12-2016

Hvorfor kan jeg ikke komme videre?

Jeg er blevet forladt af min mand for snart to måneder siden, jeg har været meget chokeret, ked af det, ude af den. Jeg kan stadig ikke sove, græder stadig på offentlige steder, er ikke god til at koncentrere mig og holde fokus. Jeg kan ikke huske ting og kan blive helt hysterisk og have lyst til at smadre ting.

Vi har to børn som jeg jo ikke vil have skal se mig alt for ked af det men det kan ikke altid undgås. De ser mig nogen gange ked af det.

Vi skiftes til at bo med børnene i huset, men jeg kan ikke lade være med at tjekke bank konto for at se hvad han har brugt penge på osv. Jeg vil så gerne have ham tilbage men har nok skræmt ham væk for altid.

Jeg tror stadig at jeg snart vågner af den drøm og det hele vil blive normalt igen. Jeg har sagt til ham jeg ikke vil se ham. Jeg går til psykolog men synes ikke rigtig det har hjulpet mig på nogen måde.

Jeg har gode veninder jeg taler med og familie. Mine forældre kan ikke forstå jeg er så ked af det og forstår ikke mine reaktioner. Jeg forstår slet ikke det er sket….

Jeg har brug for hjælp på en eller anden måde, nogen gange har jeg ikke lyst til at leve men jeg vil ikke have mine børn skal være uden deres mor. Jeg bliver sku så gal over at et andet menneske skal vælge at jeg ikke har en familie og kan være sammen med mine børn når jeg vil.

Hvorfor kan jeg ikke komme videre?

Svar:

Hej,

og tak for din mail til brevkassen. Du giver her en levende skildring af, hvor dårligt du har det efter at din mand forlod dig – puha! – og spørger forståeligt nok, hvorfor du skal blive ved med at have det sådan. Det kan jeg ikke svare sikkert på ud fra din mail alene, men jeg kan da dele nogle observationer med dig, ud fra hvad du skriver.

Overordnet set synes jeg at jeg hører nogle selvbebrejdelser i din mail, afvekslende med at du fortæller om din vrede mod din mand. Jeg lurer i den forbindelse på, om du mon giver din vrede den plads den har brug for, også i følt kropslig forstand?

Og så skriver du direkte, at en del af dig nægter at acceptere det der er sket – du vil så gerne have ham tilbage. Måske du holder igen på dine følelser af smerte og vrede af den grund.. Du nævner om du måske har skræmt ham væk. Husk i hvert fald, at det kan være muligt for dig at opleve 100% og blive rummet med dine følelser – uanset om du viser dem direkte over for din mand, over for dine veninder eller for din psykolog. Føler du dig mødt, rummet af din psykolog? Det er vigtigt at han eller hun støtter dig i en oplevelse af at du er okay præcis som du er. Når du ikke synes det hjælper på nogen måde, er det også vigtigt at du taler med hende / ham om dette.

Og for mig er der en indbygget konflikt når du på den ene side ønsker “Jeg tror stadig at jeg snart vågner af den drøm og det hele vil blive normalt igen” og på den anden side gerne snart vil se at komme videre.

Uanset om I ender med at finde hinanden igen, kan I ikke vende tilbage til det der var, men i bedste fald skabe noget nyt.

Jeg håber, at dette kan være til inspiration!

Venlig hilsen Jannik
22/4-2016

Frustreret men hvorfor

Jeg har for det meste været tilfreds med tilværelsen med de glæder og sorger der hører til. Men de sidste par år har jeg mærket en stigende frustration, uden at jeg synes der er sket noget særligt der kan være årsagen, og jeg har et stabilt parforhold gennem 18 år. Kan du give en forklaring på hvordan det kan være? F.S., København.

Svar:

Kære F.S.,
Jeg kan i hvert fald komme med et par bud, ud fra min viden og erfaring – og uden at jeg jo kender til nogen detaljer om dig eller netop din situation. Min første tanke er at der måske er sket det, at tiden bare er gået uden at der er sket noget? Måske du har haft og stadig har brug for at der sker et eller andet – at du laver en eller anden forandring i dit liv, som både kan være en stor ting eller måske en mindre men vigtig ting? Selv om vi kan synes alting er som det plejer, går tiden alligevel og nye behov opstår mens andre fader ud.

Dernæst tænker jeg, at der kan være en begivenhed der så at sige har forstyrret dit system og sat gang i det du oplever som en voksende frustration. Også selv om du ikke synes at der er sket noget særligt, er der altid mulighed for at selv relativt udramatiske – og endda positive – begivenheder kan påvirke en uventet stærkt, fordi de følelsesmæssigt er koblet til smertefulde begivenheder eller situationer tidligere i livet.

Et hverdagseksempel: en kollega til mig mærkede at han blev ubehagelig berørt ved at køre en bestemt vej i sin bil uden at han anede hvorfor – før han senere kom i tanker om, at netop dér var han engang blevet ringet op og havde fået overbragt dårlige nyheder. Som dette eksempel illustrerer, husker kroppen ofte bedre end hovedet.

Venlig hilsen Jannik
19/3-2015

Parforhold – min mand er flyttet for sig selv et halvt år

Er der mulighed for at vi kan få vores parforhold til at fungere igen efter et halvt års adskillelse. Han har krise i sit liv. Han har behov for at finde ud af sig selv. Vi har været gift i 18 år og han synes han mangler lidenskaben. Har du nogle gode råd? Hilsen Gitte

Svar:

Kære Gitte,
Ud fra det du skriver kan jeg se at der kan være en mulighed. Hvor stor eller lille den mulighed så er, kan jeg ikke svare mere konkret på ud fra de oplysninger du giver. Efter så lang tids ægteskab er det normalt at lidenskaben har lagt sig, og i bedste fald blevet afløst af en dyb kærlighed som kan være helt forskellig fra den første tids stormende forelskelse. Derfor er det let at blive skuffet, hvis man forventer at forholdet skal forblive som det var engang – alting bliver anderledes med tiden.

Hvis din mand har en krise og har brug for at finde sig selv kan det for nogen være en hjælp at være alene i en periode – også selv om det vil være svært for den anden part, altså her for dig. Det er afgørende for jeres chancer hvilke følelser han har for dig, om han så at sige ville ønske at han havde mere lidenskab for dig og forholdet, og måske er det det han selv er ved at prøve at finde ud af nu. Mit råd til dig er først og fremmest at lade være med at presse på – selv om det sikkert er svært. Lad ham vide at du vil ham og gerne have at I finder sammen igen, og at du i hvert fald indtil videre er parat til at give ham tid. Hvis han føler sig omklamret, vil det sandsynligvis have den modsatte virkning af den du ønsker. Og overvej også så ærligt du kan, hvad DU vil.

Venlig hilsen Jannik
7/1-2015

Parforhold – jalousi

Kan man holde op med at være jaloux? Og kan man, efter det har været tema og omdrejningspunkt for alle kriser i parforholdet gennem de tre år, forholdet har varet, reparere de skader, det har medført?

Svar:

Jalousi er en sammensat følelse, som kan blive udløst ved, at ens partner viser seksuel interesse i en anden. Den kan typisk omfatte ubehagelige følelser som vrede, afsky, utilstrækkelig og hjælpeløshed og bygger på partnerens utroskab, uanset om dette er reelt eller det er noget man forestiller sig er sket – eller vil ske. Nu skriver du ikke noget om de nærmere omstændigheder, som vil have stor betydning for, hvordan man kommer ud af jalousien. Er det noget, som den ene af partnerne har oplevet også i tidligere forhold? Har den ene partner rent faktisk været den anden utro?

Hvis jalousien er et velkendt fænomen hos den ene af partnerne også fra andre relationer, vil vejen ud af problemet normalt gå gennem personlig udvikling – undersøgelser viser f.eks., at mennesker med lavt selvværd er langt mere bange for at deres partner er utilfreds med forholdet eller utro. Hvis der rent faktisk foreligger utroskab som umiddelbar grund til jalousien, vil parterapi være en god mulighed for at komme videre – forudsat at også den utro partner virkelig ønsker at bevare parforholdet. Skaderne kan man godt reparere over tid, også her hvis begge parter er åbne for at lukke den anden ind følelsesmæssigt. I den forbindelse er det centralt at danne den nye erfaring, at man rent faktisk kan stole på hinanden.

Venlig hilsen Jannik
9/9-2014

Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmailFacebooktwittergoogle_pluslinkedinmail