Vrede – en svær følelse for mange

Jeg møder i min praksis som psykoterapeut ofte mennesker, som har det svært med at være vrede. Vrede en af de såkaldte grundfølelser, der lige som f.eks. glæde og sorg kendes af alle, og alligevel er det meget almindeligt at have fraskrevet sig retten til at være vred.

Det betyder et tab af saft og kraft for den pågældende, idet vrede – ikke at forveksle med raseri – er nært beslægtet med viljen til at række ud efter det man gerne vil have, til at gøre det der skal gøres og til at sige det der gerne vil frem. Alt sammen noget man kunne kalde sund livskraft. Hvis vrede ikke er okay, kan det medvirke til at man føler sig lidt som tilskuer til sin egen tilværelse, som en der sidder og iagttager hvad der foregår oppe på scenen i stedet for at være deroppe selv. Man kan også ligefrem havne i en vanemæssig offerrolle – ofte ubevidst – hvad der giver god mening, for så vidt som man i så fald ikke tager tilstrækkelig styring over sit eget liv.

Hvis noget er svært, er der en grund til det, og for vredens vedkommende kan der være adskillige. Mange fik som barn ikke lov til at være vred – og da slet ikke på forældrene. Enten var det udtrykkeligt forbudt (“Nu skal du være sød!”), eller man blev mødt med en så kraftig modreaktion at man mistede lysten til at forsøge sig en anden gang, eller måske man blev helt eller delvist lagt på is hvis man “forløb sig”. Bare det-der-blik fra mor eller far kunne være nok.

Ikke det samme som at hidse sig op

En anden hindring kan være den udbredte opfattelse, at vrede nødvendigvis indebærer at skælde ud eller råbe op, eller at blive hidsig og miste besindelsen. Som ordet netop siger, mister man her kontrollen over sig selv, og et sådant raseri giver ingen forløsning – tværtimod ender man ofte med at være flov over sig selv.

Men den vrede, som du bruger til, roligt at udtrykke ‘det her bryder jeg mig ikke om ‘ eller ‘det vil jeg ikke finde mig i’ – uanset om du siger noget som helst eller simpelthen mærker varmen og energien bag, den vil dig noget godt og ikke noget dårligt. Og den kan opleves som en konstruktiv følelse, hvis man lærer den at kende og tager den til sig frem for at undgå den.

Og det at blive gode venner med sin egen naturlige vrede vil ikke – som man måske kunne tro – gøre en til en vredladen eller negativ person. Den vrede man nu rummer, er der alligevel, uanset om man giver den plads eller ej. Hvis man prøver at holde den under lås og slå, finder den alligevel en udvej. Hvem har ikke taget sig selv i at fyre en giftig eller sarkastisk bemærkning af i en situation hvor man ikke ville “være negativ”?

At “stå i sin vrede”, uden at skulle gøre noget særligt med den, er at mærke sin egen styrke. Og hvis du lader følelsen være som den er og ikke står i vejen, vil den forandre sig. Det er udviklingens paradoks.

Jannik Bo Rasmussen

Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmailFacebooktwittergoogle_pluslinkedinmail