Jeg kan ikke…

Jeg kan ikke bede om hjælp, Jeg kan ikke sige fra over for min partner, Jeg kan ikke gøre noget godt for mig selv …. Måske du genkender udsagn som disse fra dit eget liv. I hvert fald er det yderst normalt at føle at man bare ikke KAN, både i sin selvforståelse og når man taler med andre.

Det er på en måde paradoksalt, fordi man de fleste gange egentlig godt ved at det ikke passer – at man f.eks. godt kunne åbne munden og forme ordene for at bede en kollega om hjælp: “Jeg har svært ved at finde ud af det her – vil du godt hjælpe mig et øjeblik?”.

Alligevel føles det ikke sådan, det føles netop som om det er en psykisk umulighed, fordi det for øjeblikket ligger uden for ens grænser at bede om hjælp.

Prøv for dig selv at formulere udsagn der starter med “Jeg kan ikke”. Overvej herefter, om begrænsningerne reelt er uden for dig eller inden i dig. Hvis du må sande at begrænsningen er inden i dig, så sig forsøgsvis “Jeg vil ikke…” i stedet for “Jeg kan ikke…” og mærk hvordan det føles at udtrykke dig anderledes.

Fordele og ulemper

Som med alt menneskeligt er der en mening også med at udtrykke sig på den måde, og det kan være vældig praktisk:

Det kan f.eks. give sympati fra andre, og det kan føles trygt og rart at lulle sig selv ind i den tro at det er de andres ellers omstændighedernes skyld at det er som det er. På den måde giver det en oplevelse af frihed for ansvar: hvis jeg bare ikke kan, så nytter det nok ikke at forsøge at ændre det.

På kort sigt kan det derfor føles rarere end at leve med at man på den ene side har behov for at gøre noget – og på den anden side ikke får det gjort. De roller man kender ud og ind føles som regel rigtige, om ikke andet fordi de er så velkendte – f.eks. rollen som en der beklager sig – uanset om de i virkeligheden er det eller ej.

Til gengæld….

.. er der selvsagt meget energi og livskvalitet at hente ved at gå fra kan ikke til vil ikke. Det giver dig en øget oplevelse af at være tydelig over for dig selv, en bevidsthed om at du har muligheden for at bestemme selv i hvert eneste øjeblik, frem for at være styret udefra. Altså alt i alt en styrket bevidsthed om at du er DIG.

Husk at pointen ikke er at gå fra f.eks. “jeg kan ikke sige min mening” til “jeg skal sige min mening” – så bliver det blot en ny tvang. En ændring til “jeg VIL ikke sige min mening ” som det næste step giver dig mulighed for at tage det faktum ind, at det er netop sådan det er. Derved får du også et “helle” hvor du kan være opmærksom på hvilke tanker, følelser eller frygte der måtte være forbundet med situationen. For det er IKKE bare “noget pjat”: Selv tilsyneladende små ændringer i ens adfærd kan være angstprovokerende og derfor forbundet med et reelt ubehag.

Det er den organiske vej videre – ikke at tvinge dig selv.

Jannik Bo Rasmussen

Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmailFacebooktwittergoogle_pluslinkedinmail