Kedsomhed kan være spændende

Barn der keder sigI dagligdagen er det at kede sig noget, som langt de fleste oplever og som vi normalt prøver at undgå eller bekæmpe. Måske du sidder i en situation hvor du føler en forpligtelse til at blive, selv om du ikke interesserer dig for det der foregår, og blikket afsøger mulighederne for noget der kan fange interessen.

Også i en terapitime kan klienten eller terapeuten opleve at kede sig – hvad der på en måde er paradoksalt, for så vidt som klientens liv og personlige udvikling er i fokus, så egentlig er der jo nok at tale om. Men netop i denne situation kan det faktisk nok være interessant når det sker.

Normalt er det nemlig ikke fordi der ikke er noget relevant at tage op – men snarere fordi det man taler om ikke er det man har brug for tale om. Terapien foregår jo i relationen mellem dig som klient og mig som terapeut, og denne proces vil over tid medføre forandring hos os begge. Nogen gange går tingene hurtigt, der er medvind og du tager imod oplevelserne med åbne arme. Andre gange derimod er det mere trevent, og som klient kan du måske ligefrem mærke en side af dig selv, som ikke har lyst til at tale om det der rører sig i dig. Her kan kedsomheden komme ind som en af organismens måder at regulere flowet i processen, hvor den ofte opleves sammen med en følelse af tilbagetrækning.

Som en af mine lærere engang sagde, så kommer der ofte to klienter ind i terapilokalet: en der siger ja, og en der siger nej. Kedsomheden kan være en måde at sige nej på.

Følelsesmæssig isolation som et forsvar

Som børn lærer vi at skabe følelsesmæssige grænser omkring os selv for at kunne føle os sikre i en verden, der ikke altid opleves positiv. Hvis vi blev drillet i klassen – som jeg selv oplevede det i perioder – lærte vi måske at isolere os følelsesmæssigt, og derved føle os mindre sårbare og mere sikre.

Som voksne er en sådan evne til isolation blevet en del af den værktøjskasse vi bruger til at administrere tilværelsen med. Hvis isolationen er mere eller mindre permanent og ubevidst, kan den føre til en oplevelse af selvtilstrækkelighed og “jeg har ikke brug for de andre” – og hvis andre så kommer tæt på i f.eks. et venne- eller parforhold, kan man reagere med apati eller irritabilitet. Hvis man har en dårlig dag og andre venligt spørger hvordan man har det, kan man ligefrem have en impuls til at sige “Skrub af og lad mig være i fred”.

Kedsomhed – en nøgle til at komme videre

Sådanne mønstre kan man bruge konstruktivt i terapisituationen, hvor det lønner sig at undersøge kedsomheden nærmere – hvis klienten naturligvis er med på ideen: Hvordan oplever du kedsomheden i kroppen? Kan du have fornemmelsen af at tale om noget, som ikke fænger dig? Hvad har du lyst til lige nu? og så videre. Det kan tit føre til nye indsigter og dermed tilføre liv til processen.

Energien er der altid et sted – det er bare om at finde den.

Jannik Bo Rasmussen

Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmailFacebooktwittergoogle_pluslinkedinmail