Min arbejdsform

Jeg arbejder i terapien helhedsorienteret – det betyder at jeg lægger vægt på både dine tanker, følelser og kropslige opmærksomheder. Derved vil du finde, opleve og mærke mere mening, klarhed og handlekraft i dit liv.

Et af mine vigtige værktøjer som terapeut er en fintunet opmærksomhed. Det indebærer at være klar over hvad der foregår, og at vide hvordan man har det med det. Du kan sammenligne det med at finde vej ved hjælp af et landkort: kun hvis du ved hvor du er, kan kortet være til nogen hjælp. Med både din og min fælles opmærksomhed vil jeg hjælpe dig med at blive klar over, hvor dit udviklingspotentiale ligger – for eksempel er det meget almindeligt, at man undgår ubehagelige følelser ved at tankerne tager på langfart og man ikke rigtig er til stede. Det kan være praktisk på kort sigt, men kan også dæmme op for meget følelsesmæssig energi.

Desuden er det vigtigt at stå ved sig selv – for eksempel at stå ved sine følelser og indse at det er en selv der føler sådan, også når det ikke passer med hvordan man normalt opfatter sig selv. Det kunne tyde på at man trænger til at justere sin selvopfattelse, hvad der baner vejen for nye forandringer.

Jannik Bo RasmussenDet er ikke min opgave som terapeut at være dommer over, hvad der er en “god”, “normal” eller “dårlig” måde at være menneske på. Disse beslutninger kan du kun selv foretage på et stadig mere oplyst grundlag, efterhånden som du både i og uden for terapien lærer dig selv bedre at kende. Målet er, at du gennem større selvindsigt selv vælger at forandre dig i det tempo og omfang, du har brug for og lyst til. Det er således min grundlæggende holdning, at du 100% har lov at være som du er til enhver tid. Jeg tager dine tanker, din adfærd og dine følelser for pålydende, og støtter dig gennem en engageret og respektfuld dialog i at acceptere dig selv mere og mere. Dermed bliver du stadig bedre i stand til at træffe de små og store valg, som livet er fuldt af – herunder valget til at forandre dig fordi du vil, ikke fordi du skal.

Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmailFacebooktwittergoogle_pluslinkedinmail