Tilknytning hos børn og voksne

En nær og stabil relation til andre er afgørende vigtig for os mennesker, i hvert fald under opvæksten. Mennesket er suverænt det dyr, hvis barndom varer længst, og det betyder at vi i mange år har brug for nogen, som kan sørge for at vores fysiske og emotionelle behov bliver opfyldt.

Indtil vi er et par år gamle, er det for de fleste moderen som er hovedpersonen, når det handler om at give os det vi har brug for. Og relationen til denne primære omsorgsgiver – i det følgende for nemheds skyld kaldet moderen, men det kan også være faderen – er afgørende for, hvordan og hvor godt vi også senere i livet formår at have sunde relationer til andre, som f.eks. i et voksent parforhold. Denne – spædbarnets første menneskelige relation – danner mønstre i nervesystemet, som vi senere støtter os til når vi er sammen med andre mennesker. For eksempel er det denne tidlige prægning, som siger om vi selv er OK og andre også er OK – eller om man f.eks. skal være skeptisk på forhånd over for fremmede.

Ud fra, hvordan relationen til moderen er især i de første par år, kan man skelne mellem tre forskellige såkaldte tilknytningsmønstre eller tilknytningsstile hos spædbørn: Tryg tilknytning, utryg undgående/afvisende tilknytning og utryg ambivalent/overinvolveret tilknytning.

Tryg tilknytning

Her er der en relation, hvor spædbarnet oplever at moderen – eller en anden – er til rådighed både fysisk og følelsesmæssigt, at vedkommende giver barnet hvad det har behov for, og idet hele taget er konsistent, sensitiv, engageret og beskyttende. Dertil kommer, at barnet accepteres som det er, med de følelser og behov det nu måtte have.

Ikke overraskende er en sådan relation fremmende for, at barnet vokser op til at have en positiv holdning både til sig selv og andre – er godt selvværd. En nærende relation med disse karakteristika giver barnet overskud til at udforske livet og verden, i bevidsthed om at det kan vende tilbage til den sikre havn når som helst. Det giver en grundlæggende tillid.

Gennem et eksperiment der kaldes ”strange situation” kan man skelne mellem de forskellige tilknytningsmønstre. I eksperimentet lader man et barn i 1-års alderen udforske noget nyt legetøj i et lokale, hvor også barnets mor er til stede. På et givet signal forlader barnets mor nu lokalet, hvad der øjeblikkeligt har den virkning at barnet bliver ulykkeligt over at mor er forsvundet. Denne reaktion er naturlig og fælles for de fleste børn uanset tilknytningsmønster.

Forskellen bliver derimod tydelig når mor kommer tilbage efter et minut eller to: Barnet med en tryg tilknytning lader sig relativt let trøste af moderen – som typisk vil taget det op – og falder gradvist til ro, hvorefter det er klar til at gå videre med at udforske verden i form af det nye legetøj. Videoen nedenfor (på engelsk) viser dette eksperiment, både for børn med tryg og med utryg tilknytning.

Prægningen fra den trygge tilknytning vil i de fleste tilfælde vare ved livet igennem, og for den voksne giver denne tilknytningsstil typisk disse kendetegn:

  • har en tydelig oplevelse af sig selv
  • ønsker tætte relationer til andre
  • føler sig godt tilpas sammen med andre mennesker
  • bekymrer sig ikke om at være alene
  • har en positiv opfattelse både af sig selv og af andre
  • føler sig godt tilpas både med følelsesmæssig nærhed og med uafhængighed
  • oplever at have balance i tilværelsen

Utryg undgående/afvisende tilknytning

Ved utryg tilknytning er barnet ikke blevet mødt tilfredsstillende, og det har derfor ikke kunnet gøre den erfaring at relationen til moderen har været en tryg base i en farlig verden. På forskellige måder er barnets behov ikke blevet dækket tilstrækkeligt, og den følelsesmæssige kontakt til moderen har været mangelfuld eller ustabil. Barnet har derfor haft brug for at udvikle strategier for at beskytte sig selv, for følelsen af at være forkert, eller ikke elsket, har været for svær at bære.

Den undgående/afvisende tilknytning hænger sammen med at moderen og/eller faderen ikke har været følelsesmæssigt til rådighed og derfor har været uopmærksomme på og insensitive over for barnets behov. Omsorgsgiveren har kun lidt eller ingen respons på, at barnet har ondt eller er ked af det – sådanne forældre lærer barnet at det ikke skal græde, og opfordrer det til uafhængighed. Og det retter barnet sig så efter: det lærer at tage vare på sig selv og vedgår nødigt at det brug for noget som helst fra andre. Det bliver selvtilstrækkeligt.

I ”strange situation” eksperimentet bliver også et barn med denne tilknytningsstil ofte ked af det når moderen går ud af lokalet, men falder hurtigt til ro og leger videre. Og når moderen kommer tilbage, er barnet påfaldende ligeglad udadtil – selv om det faktisk er ulykkeligt bag den nonchalante facade. Barnet vil typisk afvise forsøg fra moderen på at trøste det, og måske endda vende ansigtet bort. Som voksen vil et barn med denne tilknytningsstil ofte være karakteriseret ved følgende træk:

  • føler sig godt tilpas uden tætte følelsesmæssige relationer
  • uafhængighed og selvstændighed betragtes som meget vigtige
  • ønsker ikke at være afhængige af andre, eller omvendt
  • undgår muligvis at knytte tætte følelsesmæssige bånd
  • opfatter sig selv som usårlige overfor de følelser, der hænger sammen med at være nært knyttet til andre
  • betragter tætte relationer som mindre vigtige
  • har en mere positiv opfattelse af sig selv end af andre
  • tilbøjelig til at undertrykke og skjule deres følelser
  • reagerer på afvisning ved at distancere sig fra situationen

Utryg ambivalent/overinvolveret tilknytning

Denne tilknytningsstil hænger sammen med, at moderen har været uforudsigelig i sin følelsesmæssige afstemning med barnet. Nogle gange har hun været til rådighed og været lydhør over for barnet, men andre gange har hun været for optaget af sine egne problemer til at have overskud til barnet, og har f.eks. været enten invaderende eller ufølsom over for barnet. Barnet er derfor blevet usikkert og forvirret: Hvornår er mor der, og hvornår er hun der ikke? Hvordan vil hun være over for mig denne gang? Barnet kommer til at mangle tillid til forælderen, men opfører sig samtidig klamrende og desperat.

Man kan sammenligne situationen med, at hvis en spilleautomat giver chance for en god gevinst bare en sjælden gang i mellem, vil man være tilbøjelig til at blive ved med at putte mønter i, lige som i Lotto. Men hvis man erfarer at der slet ikke er nogen gevinster, holder man op med at gøre indsatser – som ved den undgående/afvisende tilknytning.

Børn med ambivalent/overinvolveret tilknytning kan i ”strange situation” eksperimentet kendes på, at de klamrer sig til moderen når hun kommer tilbage, men trods hendes forsøg på at trøste er de længe om at falde til ro igen, eller er utrøstelige og vil ikke give slip på hende. Som voksent kan et barn med denne tilknytningsstil ofte kendes på træk som disse:

  • vil gerne være følelsesmæssigt helt tæt på andre
  • føler sig ikke godt tilpas uden nære relationer
  • har en mere positiv opfattelse af andre end af sig selv
  • stort behov for anerkendelse og positiv respons fra andre
  • tendens til at føle sig meget afhængig
  • urolig uden kontakt til en, som man har en nær tilknytning til
  • bebrejder sig en eventuel manglende anerkendelse fra andre
  • føler sig ofte nervøs eller bekymret
  • finder det svært at stole helt på andre
  • meget sensitiv over for andres reaktioner, især kritik
  • selvkritiske og usikre

Afrunding

I det ovenstående har jeg beskrevet de tendenser, som hænger sammen med de tre nævnte tilknytningsstile separat og dermed fokuseret på forskellene. I virkeligheden er det knap så enkelt, og de fleste vil kunne finde træk hos sig selv fra flere af tilknytningsstilene. Et spørgsmål til overvejelse for de nysgerrige er ”hvis du blev gået på klingen og SKULLE vælge, ville du så foretrække nærhed eller selvstændighed?”

Her er et link til en test (på engelsk), hvor du kan teste din tilknytningsstil.

Det var de engelske psykologer John Bowlby og Mary Ainsworth, som første beskrev disse tilknytningsstile. Statistikken siger, at ca. 60% af befolkningen har en tryg tilknytningsstil, mens de andre fordeler sig med ca. 20% til hver. Heldigvis kan man stadig tilegne sig en tryg tilknytningsstil som voksen, hvis man ikke er så heldig at have fået den med hjemmefra – vores hjerner er meget plastiske, og det er altid muligt at ændre på sine grundlæggende overbevisninger hvis man er motiveret for det. Det er også værd at huske, at vores forældre under alle omstændigheder gjorde det bedste de formåede.

Skrevet med inspiration fra bl.a. John Bowlby and Mary Ainsworth, Dan Siegel, R. Chris Fraley og Inge Holm.

Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmailFacebooktwittergoogle_pluslinkedinmail