Det er vigtigt at have noget til fælles – men hvad?

Det har længe været en kendt sag, at vi er tilbøjelige til at vælge en partner der har meget til fælles med os selv – “krage søger mage” – og undersøgelser bekræfter at ligheder mellem de to partnere er godt for både kvaliteten og holdbarheden af parforholdet.

stockvault-walking-in-the-rain135952Det springende punkt er, hvilke ligheder der er vigtige, og hvilke der har mindre betydning? De fleste vil sikkert være enige i, at hårfarven ikke spiller den store rolle, men hvad gør så?

En amerikansk undersøgelse viser, at vi muligvis søger lighed på områder, der ikke har den store betydning for trivslen i forholdet, og måske forsømmer de områder der virkelig er vigtige. I undersøgelsen, som omfattede 291 par, så man nærmere på dels deres tilfredshed med og daglige glæde i parforholdet, dels deres forskelle og ligheder på følgende tre områder:

(a) Holdninger til væsentlige ting i livet såsom politik, samfund og tro.

(b) Personlighed, i form af hvor de hver især var på skalaerne fra udadvendt til indadvendt, fra venlig til uvenlig, fra nervøs til rolig, fra åben (eller fleksibel) til lukket (eller ufleksibel) og endelig fra samvittighedsfuld til skødesløs.

(c) Deres tilknytningsstil i forholdet til partneren, i form af enten: 1) En tryg tilknytning, hvor man stoler fuldt og fast på sin partner, men kan bevare sin selvstændighed. 2) En utryg tilknytningsstil, hvor man tvivler på partnerens troskab og følelser og derfor ofte klæber sig nervøst til partneren. 3) En distancerende tilknytningsstil, hvor man ikke bryder sig om at være for tæt på eller for afhængig af sin partner.

Undersøgelsen viste, at fælles holdninger – område (a) ovenfor – var noget, som de fleste vægtede højt i deres valg af partner og hvor de derfor lignede hinanden ganske meget. Til gengæld var der ikke nogen den store lighed mellem partnerne på de to andre områder: personlighed (b) og tilknytningsstil (c).

Samtidig viste det sig, at lighed i tilknytningsstilen var noget af det, der betød allermest for trivslen i parforholdet. Hvis f.eks. begge partnere er tilbøjelige til at klæbe sig nervøst til hinanden, er det ok, men hvis kun den ene har denne form for tilknytningsstil, mens den anden er distancerende – måske ligefrem selvrådig og kølig – så kan det blive svært for de to ægtefæller at finde en facon på ægteskabet, der er til glæde for begge. Så selv om den trygge tilknytningsstil måske er den sundeste og den rareste i sig selv, kan man fint have et godt parforhold også med de to andre tilknytningsstile, hvis partnerne vel at mærke ligner hinanden på det punkt. Rigtig galt kan det derimod gå, hvis f.eks. den distancerende partner bliver træt af sin klæbende ægtefælle.

Også ligheder i personlighed betyder en del for parforholdet, især hvad angår faktorer som venlighed, samvittighedsfuldhed og åbenhed, hvor f.eks. en person med et åbent sind kan få det svært med en partner med et lukket og dogmatisk tankesæt.

Hvad kan man så lære af det? Først og fremmest at det er vigtigt at være opmærksom på overensstemmelser – eller mangel på samme – i tilknytningsform og personlighed, ud over overensstemmelse i holdninger. At være bevidst om, hvad der giver problemer, uden at skulle placere skylden herfor, er et afgørende skridt på vejen til løsning af problemerne.

———–

Undersøgelsen er refereret i Luo, S. & Klohnen, E.C. (2005). Assortative Mating and Marital Quality in Newlyweds: A Couple-Centered Approach. Journal of Personality and Social Psychology, 88(2).304-326.

Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmailFacebooktwittergoogle_pluslinkedinmail