Den bedste mulighed – dengang

Når vi fungerer optimalt, er vores tanker og følelser to sider af samme sag og opleves som sådan. Når det sker, er du næppe i tvivl, og du har en klar viden om at dette her er virkelig dig, og det står du bag. I andre tilfælde siger hovedet ét og følelserne noget andet: Jeg ved godt at jeg burde lave denne her opgave og det er fornuftigt nok, men jeg har meget mere lyst til at ligge i solen og slappe af.

Indre konfliktI dette eksempel er du opmærksom på din indre konflikt. Selv om det kan være anstrengende og kræver ekstra energi, så giver det at du ved hvad der foregår, mulighed for at du kan finde en løsning. Her kunne det være at aftale med dig selv, at når du har arbejdet en time, så er det OK at tage en pause i solen.

Men i det virkelige liv er tingene ofte ikke så enkle, også fordi vi har ubevidste motiver og ønsker. Vores fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert for os, hænger sammen med ikke blot tankerne men også med kropslige sansninger – “det føles rigtigt”, som man siger. Men hvad så hvis det føles forkert?

Som voksen vil du ofte kunne sige fra, eller på anden måde forlade en situation eller et miljø, der ikke er godt for dig. Men som barn er det umuligt. Man kan ikke bestemme sig for at få nye forældre eller søskende, og hvis Far eller Mor dengang f.eks. kritiserede dig uretfærdigt foran hele familien, var den eneste reelle mulighed at bide det i dig og holde dine “dårlige” følelser for dig selv. Hvad kan man ellers gøre mod en overvældende autoritet? Det er et spørgsmål om psykisk overlevelse.

Hvis det bliver en vane at undertrykke bestemte behov, følelser eller træk, så glemmer man med tiden, at der overhovedet er noget man skjuler for sig selv. Som overlevelsesstrategi ender det ofte med, at man identificerer sig med “undertrykkerne”, gør sig hård og bestemt afviser sine behov, mens det tilhørende følelser ikke længere mærkes.

Det luskede ved det er, at smerten ikke forsvinder – den mærkes bare ikke længere, og selve den kendsgerning at man holder igen på noget, bliver ubevidst. I stedet synes man måske bare at man føler sig tom, keder sig, livet er lidt meningsløst og man er tildels afskåret fra sig selv. Det betyder, at vi stort set alle går rundt med forskellige kroniske muskelspændinger og måske også dele af kroppen, som vi ikke længere har god følelsesmæssig kontakt med. Og det var jo også præcis det, der oprindelig var formålet!

I dag – måske mange år efter – betyder det desværre, at man mere eller mindre har mistet kontakten med de pågældende sider af sig selv, også selv om der ikke længere er andre end én selv til at forbyde dem. Desuden betyder det tab af vitalitet, følelsesmæssigt liv, i det hele taget.

Det positive er, at der er noget at gøre ved det. Alene det at opdage, at selv-undertrykkelsen er noget, som der er en god mening bag (eller i hvert fald var engang), er for mange en stor lettelse. Og uanset hvor mange år det har været som det er, så er det muligt at finde frem til det undertrykte liv og få adgang til de ressourcer som hidtil har været uden for rækkevidde.

Jannik Rasmussen

Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmailFacebooktwittergoogle_pluslinkedinmail