Tilknytning hos børn og voksne

En nær og stabil relation til andre er afgørende vigtig for os mennesker, i hvert fald under opvæksten. Mennesket er suverænt det dyr, hvis barndom varer længst, og det betyder at vi i mange år har brug for nogen, som kan sørge for at vores fysiske og emotionelle behov bliver opfyldt.

Indtil vi er et par år gamle, er det for de fleste moderen som er hovedpersonen, når det handler om at give os det vi har brug for. Og relationen til denne primære omsorgsgiver – i det følgende for nemheds skyld kaldet moderen, men det kan også være faderen – er afgørende for, hvordan og hvor godt vi også senere i livet formår at have sunde relationer til andre, som f.eks. i et voksent parforhold. Denne – spædbarnets første menneskelige relation – danner mønstre i nervesystemet, som vi senere støtter os til når vi er sammen med andre mennesker. For eksempel er det denne tidlige prægning, som siger om vi selv er OK og andre også er OK – eller om man f.eks. skal være skeptisk på forhånd over for fremmede.

Ud fra, hvordan relationen til moderen er især i de første par år, kan man skelne mellem tre forskellige såkaldte tilknytningsmønstre eller tilknytningsstile hos spædbørn: Tryg tilknytning, utryg undgående/afvisende tilknytning og utryg ambivalent/overinvolveret tilknytning.

Tryg tilknytning

Her er der en relation, hvor spædbarnet oplever at moderen – eller en anden – er til rådighed både fysisk og følelsesmæssigt, at vedkommende giver barnet hvad det har behov for, og i det hele taget er konsistent, sensitiv, engageret og beskyttende. Dertil kommer, at barnet accepteres som det er, med de følelser og behov det nu måtte have.

Ikke overraskende er en sådan relation fremmende for at barnet vokser op til at have en positiv holdning både til sig selv og andre – er godt selvværd. En nærende relation med disse karakteristika giver barnet overskud til at udforske livet og verden, i bevidsthed om at det kan vende tilbage til den sikre havn når som helst. Det giver en grundlæggende tillid.

Gennem et eksperiment der kaldes ”strange situation” kan man skelne mellem de forskellige tilknytningsmønstre. I eksperimentet lader man et barn i 1-års alderen udforske noget nyt legetøj i et lokale, hvor også barnets mor er til stede. På et givet signal forlader barnets mor nu lokalet, hvad der øjeblikkeligt har den virkning at barnet bliver ulykkeligt over at mor er forsvundet. Denne reaktion er naturlig og fælles for de fleste børn uanset tilknytningsmønster.

Forskellen bliver derimod tydelig når mor kommer tilbage efter et minut eller to: Barnet med en tryg tilknytning lader sig relativt let trøste af moderen – som typisk vil taget det op – og falder gradvist til ro, hvorefter det er klar til at gå videre med at udforske verden i form af det nye legetøj. Videoen nedenfor (på engelsk) viser dette eksperiment, både for børn med tryg og med utryg tilknytning.