Trænger dine uskrevne regler til revision?

Som barn lærer man en masse om livet ved at få direkte besked om, hvad man må og ikke må: ”Nej!”, ”Sid pænt mens du spiser”, ”Det var fint at du kunne spise op”, ”Du skal være sød” og så videre. Andre ting lærer man ved at se hvordan de voksne bærer sig ad, som for eksempel ”Når man er voksen, skændes man ikke” eller ”Det er vigtigt at gøre sig umage, for så bliver Far og Mor glad”.

Alle disse lektioner om livet er man nødt til, bare at tage til efterretning. Der er sjældent mulighed for – eller ressourcer til – en diskussion, som måske ville blive fejet af bordet med et ”Fordi jeg siger det!”. Og heldigvis er rigtig meget af det lærte også meningsfuldt og nyttigt senere i livet.

I en psykologisk sammenhæng kaldes disse regler eller retningslinjer for ”introjekter”, hvad der kommer af de latinske ord for at have kastet noget indenbords. Man har måttet sluge det som det var, måske endda sluge det råt, og meget af det kan hænge ved livet igennem på godt og ondt.

For mange regler – for lidt bevægelsesfrihed

Man er således ureflekteret underlagt et sæt regler, som man har arvet fra andre og ikke selv taget stilling til, og det bliver et problem når det handler om temaer som er vigtige for ens udvikling og livsudfoldelse. Et par klassikere er regler som at ”store drenge græder ikke” og ”søde piger hidser sig ikke op”. Som voksen kan man ligge under for dem uden at have taget stilling til dem – endda uden at være klar over det – og får derfor indskrænket sine udfoldelsesmuligheder og dermed livskvalitet. Desuden bliver man et let bytte for ubehageligheder som angst og en udpræget defensiv holdning til tilværelsen, når man således giver køb på sin evne til at træffe frie valg.

Pointen er ikke, at man skal smide alt det overbord som man har lært, men at der er mange ressourcer at hente ved at forholde sig personligt til sine uskrevne regler:

– SYNES jeg nu også det?
– Er det rimeligt at jeg ikke må vise de følelser?
– Måske det er i orden, i det mindste at mærke dem?
– Eller er det i orden?
– Hvis jeg nu passer på med at være for meget?
osv.

Meget energi at hente

Som noget man i sin tid har slugt uden at tygge på det og fordøje det, kan de uskrevne regler ofte opleves nærmest fysisk som noget, der ligger tungt i maven. Og når man så udforsker dem nærmere, billedligt talt spytter noget ud og tygger noget andet ordentligt så man kan synke det og det kan blive en integreret del af en selv, så kan man med rette sige at ”sådan er jeg” i stedet for at ”sådan er det bare”.

Undervejs i processen vil man ofte komme i kontakt med følelser som vrede eller bitterhed, hvad der er helt forståeligt, hvis man har levet en del af sit liv underlagt principper som man egentlig ikke synes om. Belønningen er at føle sig mere fri og levende, efterhånden som man finder ud af, at man har flere frihedsgrader end man troede.

Jannik Bo Rasmussen

Del denne side:FacebooktwitterlinkedinmailFacebooktwitterlinkedinmail